Prisen på fjernvarme består af to dele: en fast tarif, der dækker produktionsanlægget og ledningerne, og en variabel pris, der dækker selve varmeforbruget. Etableringsomkostningen, altså det, du betaler for at blive tilsluttet, varierer afhængigt af dit lokalområde. Det er ofte muligt at finansiere dette over tid, så det ikke skal betales på én gang. Det konkrete tal for dit område får du ved at kontakte dit lokale fjernvarmeselskab.
Fjernvarmeselskaber er som udgangspunkt underlagt et hvile-i-sig-selv-princip, som betyder, at de ikke må tjene penge. Med andre ord betaler du for din andel af den fælles løsning og ikke for, at selskabet skal tjene penge.
Mange fjernvarmeselskaber tilbyder en samlet løsning, hvor kunden kan leje eller lease fjernvarmeunitten inklusive service og vedligeholdelse. Det giver en enkel og tryg løsning uden store etableringsomkostninger. Ordningen er frivillig og uafhængig af den øvrige fjernvarmeforsyning.
Fjernvarmeprisen varierer, fordi varmen produceres på forskellige måder afhængigt af det lokale fjernvarmeselskab. Nogle bruger affaldsvarme, andre flis, kraftvarme eller varmepumper. Derudover spiller anlæggets alder en rolle.
I områder, hvor fjernvarmen har eksisteret i mange år, kan en stor del af investeringerne allerede være betalt tilbage. Det kan være med til at trække prisen ned. Omvendt kan prisen være højere i nye områder, hvor ledninger og anlæg først skal etableres.
Fordi fjernvarmeselskaber er underlagt hvile-i-sig-selv-princippet, skal lavere omkostninger som udgangspunkt komme forbrugerne til gode. Hvis et anlæg bliver betalt ned, eller hvis selskabet får adgang til billigere energikilder, kan det derfor påvirke varmeprisen positivt over tid.
Det er korrekt, at stigende produktionsomkostninger vil afspejle sig i prisen, da selskaberne ikke må køre med underdækning, altså sælge varmen billigere, end det koster at producere den.
Langt de fleste fjernvarmeselskaber i Danmark leverer stabil varme og har en sund økonomi. Men prisen og vilkårene varierer fra område til område, og derfor bør du altid tage udgangspunkt i de konkrete oplysninger for netop dit lokalområde og spørge dit lokale fjernvarmeselskab, hvordan de vil styre udbygningen og omkostningerne.
Fjernvarme er ikke blot en attraktiv løsning her og nu, men også en løsning, som kan holde i mange år. Når fjernvarmen først er gravet ned og koblet til området, er der etableret en fælles varmeløsning, som kan bruges i flere generationer.
Det betyder også, at du som boligejer får en stabil varmeform, uden at du selv skal investere i og vedligeholde et nyt fyr eller en varmepumpe. Samtidig er fjernvarme typisk mindre sårbar over for svingende energipriser, fordi en stor del af prisen handler om den fælles infrastruktur, der allerede er etableret. På den lange bane kan fjernvarme derfor være en konkurrencedygtig varmeløsning.
Naturgas er et fossilt brændsel, som udleder CO2, når vi bruger det til varme, men også når det udvindes og transporteres. For at nå Danmarks klimamål skal naturgas derfor udfases til individuel opvarmning af boliger.
For boliger med gasfyr kan fjernvarme være et alternativ dér, hvor den udrulles. Fjernvarme udleder mindre CO2 (faktisk op til 77 %)1 end naturgas, da dansk fjernvarme i dag produceres på gennemsnitligt 70-90 % vedvarende energi (fx halm, træflis og solvarme – men også overskudsvarme fra datacentre, produktionsvirksomheder og affaldsforbrænding, afhængigt af det lokale fjernvarmeværk).1 Fjernvarme er desuden et fleksibelt system: Efterhånden som energiforsyningen bliver grønnere, følger fjernvarmen automatisk med, fordi varmen produceres centralt og kan skifte energikilde uden at påvirke dig som forbruger.1
Nej. At tilkendegive interesse er ikke en bindende tilmelding. Det er et signal om, at du er interesseret i at høre mere. Du får efterfølgende konkret information om økonomi, tidslinje og praktiske forhold. Og det er først ved en formel tilmelding, at der opstår en bindende aftale. Du kan sagtens sige ja til information og nej til tilslutning. Tjek mulighederne på din adresse hos din kommune eller dit lokale fjernvarmeselskab.
Fjernvarme udrulles primært i byområder, hvor der er tæt nok bebyggelse til, at et fælles ledningsnet kan svare sig. Ligger din bolig i et område, hvor fjernvarmen er ført frem, kan alle enfamiliehuse og rækkehuse med et vandbåret varmesystem, altså radiatorer, evt. kombineret med gulvvarme, tilsluttes uden at det kræver ombygning af den indvendige varmeinstallation. Det er ikke nødvendigt at skifte radiatorer ud, og det eksisterende rørsystem kan typisk bevares.
Der installeres en fjernvarmeunit – en kasse på væggen, der typisk placeres der, hvor gasfyret stod. Den forbinder dit eksisterende vandbårne varmesystem (radiatorer og evt. gulvvarme) til fjernvarmenettet via en stikledning fra det nærliggende fjernvarmenet. Gasfyret udtages, og gasrøret og gasmåleren nedlægges. En vurdering af din konkrete bolig sker i forbindelse med den formelle tilmelding.
Fjernvarme er et kollektivt system og kræver, at en vis andel af husstandene i et område tilslutter sig ved projektopstart, typisk i størrelsesordenen 50-70 %, for at projektet er økonomisk bæredygtigt. Hvis tilslutningen er for lav, kan projektet ikke gennemføres, og muligheden for fjernvarme i dit område kan bortfalde.
Det betyder, at din tilkendegivelse ikke kun handler om dig. Hver enkelt, der siger ja, hjælper naboerne med at have mulighed for det samme. Og et projekt, der er tæt på at have tilslutninger nok til at kunne gennemføres, kan vippes over kanten af relativt få tilmeldinger.
Fjernvarme er generelt meget driftssikkert. Varmen produceres centralt og distribueres via et velvedligeholdt rørnet. Fjernvarmeselskaber er forpligtet til at opretholde forsyningen og har beredskabsplaner ved driftsstop. Prisen er ligeledes mere forudsigelig end gasprisen, der er underlagt globale markedsudsving. Fjernvarmeselskaber er underlagt varmeforsyningslovens hvile-i-sig-selv-princip, hvilket betyder, at de ikke må tjene penge og derfor kaldes non-profit. Falder produktionsomkostningerne, går besparelsen direkte tilbage til dig som forbruger i form af en lavere varmepris.
Fjernvarme er – ligesom elnettet – en energiinfrastruktur, der kan transportere energi fra mange forskellige kilder til forbrugerne. Hvor elnettet transporterer elektricitet, transporterer fjernvarmenettet varme. Fremtidens fjernvarme vil i stigende grad være baseret på overskudsvarme fra et mere elektrificeret samfund. Når vi installerer flere varmepumper, oplader flere elbiler og etablerer flere datacentre og elbaserede industrier, stiger elforbruget. Samtidig skabes der mere overskudsvarme, som kan opsamles og udnyttes i fjernvarmenettet. På den måde bliver fjernvarme og elektrificering ikke konkurrenter, men gensidigt afhængige teknologier, der tilsammen bidrager til en mere effektiv udnyttelse af energiressourcer.
Både fjernvarme og varmepumper kan være gode varmeløsninger, som begge ofte har en lavere CO2-udledning end naturgas – faktisk udleder fjernvarme op til 77 % mindre CO2 end naturgas1. Den største forskel for dig som boligejer er, hvor meget løsningen fylder i hverdagen. Med fjernvarme får du varme leveret direkte til huset gennem et fælles varmenet. Det betyder, at du ikke skal have en udedel stående i haven eller ved facaden, og du slipper for den støj, som en varmepumpe kan give fra ventilator og kompressor. Fjernvarme fylder typisk meget lidt i boligen og kræver kun begrænset vedligeholdelse.
En varmepumpe er derimod en individuel løsning, som du selv ejer og har ansvar for. Den kræver plads, løbende serviceeftersyn og på sigt udskiftning af anlægget.
Økonomien er også forskellig. En varmepumpe bruger el, og derfor afhænger varmeudgiften blandt andet af elprisen og af, hvor effektivt anlægget kører i netop din bolig. Fjernvarmeprisen afhænger af det lokale fjernvarmeselskab og de energikilder, der bruges i området – for eksempel overskudsvarme, geotermi, affaldsenergi og store eldrevne varmepumper.
For mange boligejere er fjernvarme derfor en enkel og diskret løsning. Du får en stabil varmeform uden udedel, uden større synlige installationer og med mindre ansvar for drift og vedligeholdelse.